Firenzetirsdag

Tirsdag

Pisa / Firenze

	Tirsdag tog vi toget til Pisa. Vejret var rimeligt, en del overskyet, med en ret frisk vind.
Vi havde bestemt os for at gå fra banegården til Det skæve tårn. En dejlig gåtur gennem byen, med en lille kirke lige ved floden.
	Jeg havde forberedt Lone på at på markedspladsen lige foran domkirken ville det vrimle med på-gående sælgere af forskellig hudfarve, men det gjorde det ikke! Alle afrikanerne var bortvist fra domkirkepladsen. Til gengæld stod de i hobe-vis udenfor pladsen. Så man kunne gå i fred og ro og beundre kirken og tårnet.
Sidst jeg var i Pisa kom vi ikke op i tårnet fordi det var ved at blive renoveret og stabiliseret så det ikke væltede. Men denne gang lykkedes det. Vi fik købt billet kl ca 13... men billetten gjalt først fra kl 15.20 !!! så der var god tid til at kigge sig omkring.
	Vi købte også billet til selve domkirken. Der er altså noget pompøst og utroligt over sådan nogle domkirker.
Kæmpe-store glas-mosaikker præger hele kirke-rummet.
	Utroligt smukke.
Freskoer overalt på vægge og på lofter, som her over alteret.
	Statuer og udskæringer der må have taget årevis at lave.
Før vi skulle op i tårnet var der også lige tid til at sidde og nyde en cafe latte.
	Turen op i tårnet foregik også på slidte skæve vindeltrapper, hvor man faktisk godt kunne mærke at man sommetider gik opad og andre tider nedad.
313 trin var der nogle italienske drenge der talte. Lone skulle lige have fyldt væske-depotet på halvvejen.
	Selve trappegangen i den øverste del af tårnet var - som det ses - ikke voldsomt bred.
Der er en fantastisk udsigt fra toppen af Det skæve tårn. Til gengæld var der også en hel del vind og skyerne begyndte at trække sammen.
	Domkirken set lidt fra oven.
Et glimt ned i den inderste del af toppen, hvor klokkerne hænger.
	Der var ikke voldsomt store rækværk rundt omkring. Det ville aldrig være gået i Danmark.
På vej til stationen så vi denne passage fra hus til hus. Flot.
	Pludselig lød der et stort tordenbrag og der kom et kæmpe lyn og så stod det ellers ned i stive stænger så alle styrtede ind under markiser og ind i forretninger. I løbet af nul komma nul vrimlede det så med afrikanere der solgte paraplyer. Vi stod i læ under en udendørs café's pressenning men til sidst var vi nødt til at småløbe de sidste 5-600 meter til banegården så vi kunne komme tilbage til Firenze.
Ikke langt fra vores hotel fandt vi en lille hyggelig familie-restaurant, hvor Lone nød en gang spaghetti al mare (spaghetti med muslinger).