Fredag 19/4

Fredag den 19. april 2019

Camagüey - Sankti Spiritus - Trinidad

	Der er intet som en herlig cykeltur om morgenen, det skulle da lige være at blive transporteret rundt i cykel-taxi.
Der var lagt op til hygge og sightseeing og interne spurter gennem Camagüeys hyggelige gader.
	Vores "Chauffør" var ung og frisk og lagde hårdt fra land.
Han led desværre af telefonitis både mens han cyklede og når han holdt pause.
	Plaza del Carmen er fyldt med skulpturer, blandt andet disse sladrende kvinder.
Og den gamle mand med avisen ... som viste sig at være den gamle mand med avisen. Det tjente han lidt CUC på.
	Husene er bygget, så regnvandet ikke trænger ind. Når regntiden kommer, vælter det ned med vand.
På vores videre vej gjorde vi holdt ved dette idylliske sted...
	...hvor vi blandt andet hilste på denne farverige fætter.
Afløseren for de mange slaver, der under kummerlige vilkår huggede sukkerrør.
	Sancti Spiritus var en hyggelig og køn by med fine udsmykninger ...
...og en rigtig fin blå kirke.
	Biblioteket i Sancti Spiritus kan lokke enhver indenfor.
Vi besøte også en nedlagt sukker-plantage.
	Det flotte tårn var ikke bare et almindeligt udsigtstårn, men var bygget, så man kunne holde øje med slaverne, og evt spotte dem hvis de stak af.
Sukkerrørspressen stod i et rundhus. Det skulle egentlig drejes af okser eller heste, men 4 stærke mænd kunne også gøre det.
	Saften blev blandet med vand og rom og smagte ganske godt.
Udsigten fra tårnet ned mod hovedbygningen.
	"Ja, kom du bare, Kate, der er 1 etage endnu". Vi var nogle stykker der tog turen helt op i toppen af tårnet.
Og det var virkelig klatreturen værd. Der var en formidabel udsigt deroppe fra.
	Jeg havde så regnet med, at min søde kone ville tage et billede af mig, når jeg stod i toppen af tårnet, men næh nej, fruen var mere optaget af at sidde og gynge sammen med Helle. "Jeg troede ikke du var så hurtig", var hendes undskyldning.
Da vi kom til Trinidad, skulle vi fordeles på noge Casa Particulares. Det er private indkvarteringer, lidt ala Bed and Breakfast. Vi havde lidt indtryk af at vi næsten skulle bo og spise sammen med værtsfamilien, men det viste sig at være mere "luxuriøst".
	Damen forrest til venstre blev vores vært, Sra Zoraida.
En rigtig sød dame, der ikke forstod voldsomt meget engelsk, men hun var gæstfri og ihærdig.
	Værelset var ikke stort, men der var det der skulle bruges til et par overnatninger.
Aftenen blev tilbragt på det lokale bar / bryggeri, der lå et par hundrede meter fra vores bopæl.
	Hostal "Sra. Zoraida" ved nattetid. Der blev passet godt på os, første skulle vi låse op for at komme ind på grunden, så skulle vi op ad vindeltrappen og låse lågen og og så skulle vi låse døren op.