Onsdag den 27. Marts

Casa da Musica er Portos musikhus. Udefra ligner det vel mest en klods der er væltet, men indeni skal jeg love for at der er tænkt over detaljerne
	Den store koncertsal kan bruges til både klassisk og rock og alt derimellem. Lys-gennemstrømning og akustik er i højsædet og de forskellige rum i huset er alle gennemtænkt.
Det lilla rum her er tænkt som baby sitting-rum. Folk kunne aflevere deres børn og nyde en koncert mens børnene blev passet.
	Et andet orange rum er tænkt som både baby-sitting-rum, men også som et rum hvor bevægelse skaber lyd. En af deltagerne i touren Shelley fik filmet vores dans: Film
Selve koncertsalen. Alt i rummet er lavet med henblik på ultimativ akustisk oplevelse. Væggene er af krydsfiner sat på stårstativ med hulrum. Hynderne er velour, hvilket er med til at lyden er ens hvad enten der er fuld publikum eller tom sal.
	Fra Casa da Musica gik vi en længere tur ( uden regn ):for at komme til Teatro Municipal. Det lå næsten uden for byen og viste sig at være en grim rød kasse ved siden af en anden grim rød kasse Planetariet.
Vi var så langt ude, at vi var nødt til at gå ned gennem folks kolonihaver for at komme tilbage mod byen.
	Der var flere trapper, hvor gelænderet var pyntet med hæklerier.
Og allernederst var der et stort maleri af en glad kat.
	Vi tog med sporvognen linie 1 tilbage til byen.
Så begyndte det at regne igen mens vi stred os mod Katedralen. Som det ses kom der en del vand.
	Katedralen er flot og imponerende.
Man kunne komme op i et af tårnene. Der var en flot udsigt - dog begrænset af regn og tåge - og så var der en del blæst.
	Ikke langt fra katedralen ligger Sao Bento banegården med de mange kakler. Nogle af motiverne går igen i Casa da Musica.
På den anden side af vores hotel fandt vi en indisk restaurant: Turmeric. MUMS tænkte vi. Det mums blev dog allerede lidt mindre, da vi fandt ud af at man hverken kunne få øl eller vin til maden. Restauranten var rimelig ny og den skal lige stramme sig lidt an hvis den skal blive gammel. Det mad vi fik smagte ikke af ret meget. Selv vores Garlic Naan-brød måtte vi hælde en del salt på.
	Højdepunktet i restaurantbesøget var denne søde lille pige. Hun lagde ud med at skrige, men Lone fik hende dæmpet ned med lidt sang.

Tirsdag

Torsdag