Onsdag den 27. marts: Hanoi
Dagen startede kl 8.00 med et besøg i Ho Chi Minhs mausulæum. Ho Chi Minh blev balsameret efter sin død og ligger nu udstillet. Han er efterhånden blevet "repareret" så mange gange at han nærmest ligner en voksfigur.

Vi skulle stå i lang kø for at komme ind og se ham og det var forbudt at have kamera med ind, så vores lokalguide blev behængt med alle kameraerne.
Køen stod under opstillede pressenninger, som skam blev pillet ned igen så snart besøgstiden var ovre kl 11.
Det var ikke tilladt at stå stille inde i mausolæet man skulle bevæge sig stille fremad hele tiden og der var heller ikke noget med at træde ved siden af. Jeg gjorde åbenbart et eller andet forkert for der var en vagt der lige prikkede til min arm for at få mig på ret køl igen.
På pladsen foran mausolæet vrimlede det med skolebørn der skulle ind og se Ho Chi Minh som en del af deres politiske opdragelse. De stod ufatteligt stille ...... det kunne danske skolebørn vist lære noget af.

Der var også en børnehave der var på tur. Skønne små unger der havde fået besked på at holde fast i den der gik foran.
Er de ikke herlige??
Og som så mange andre i såvel Kina som Vietnam ryger fingrene straks op til et V-tegn når der skal fotograferes.
Ved siden af mausolæet lå det forhenværende franske guvernør-palads.
Ho Chi Minh flyttede derind efter sejren over franskmændene i 1954..... 
..... men opgav  hurtigt at bo i det store hus og flyttede først ind i en mindre bygning og til sidst ind i et pæle-hus der mindede om hans barndoms hus.
Efter præsident-paladset kørte vi til En-søjle-pagoden. En sød lille pagode der lå i en park.
Efter frokost kørte vi til Litteratur Templet, som blev grundtlagt år 1070 til ære for den kinesiske filosof Konfutse. Senere blev Vietnams første universitet bygget lige bag templet.

Skildpadden kan sikre et langt liv hvis man rører dets hoved - her står de på rad og række med navnene på nogle af de tidligere studerende fra Litteratur templet.
Nogle nutidige studerende havde lige fået deres eksamen og fejrede dagen i templet
Den kæmpestore tromme er stillet under tag - det siges at trommens buldren tilkalder regn, så ingen var interesserede i at spille på den.
Det etniske museum i Hanoi er også et frilandsmuseum hvor man bla kan se bygninger fra de mange etniske grupper der lever i Vietnam.
Et glimt fra et af køknerne. Vi fik bla at vide at hvis man tog en kurv af flettet bambus og holdt den over røgen fra bålet, så blev bambussen både mørk, hård og vandtæt.
Et Ede-forsamlingshus. Trapperne skulle man lige vænne sig til.
Og så var det ellers af med skoene og ind i hytten. Vi spekulerede godt nok på om bambus-måtten der udgjorde det hullede gulv kunne holde til turister i dansk størrelse, men det gik fint.

Som så ofte ville de vietnamesiske børn gerne fotograferes, når bare de fik lov at se billedet med det samme.
Fra templet blev vi kørt hjem gennem Hanois vanvittige trafik i cykeltaxi. En spændende oplevelse.
Vi kom forbi nogle enkelte cykler - ellers var der scootere over det hele nu om dage - nogle fyldt med varer som denne.
Vi kom også forbi diverse mindesmærker og så kom vi ned i Den gamle By med de små hyggelige gader.
En herlig måde at se byen på - og selv om der vrimlede med biler og scootere der alle sammen stort set havde hornet i bund hele tiden føltes det på ingen måde utrygt. Vi så ingen alvorlige uheld nogen steder hverken i by eller på land.
Vi skulle selv sørge for aftensmad, men inden da blev vi nødt til at tage på et SOS International hospital, for Lone havde glemt noget medicin hjemme, så vi var nødt til at tale med en læge så hun kunne få noget af ham. Det tog lidt tid, men han var meget flink og forstående.
Ikke langt fra vores hotel fandt vi en lille restaurant Blue Butterfly hvor vi fik en herlig gang And i Hanoi-sovs med et par Hanoi Beer til.
Da vi kom tilbage i nærheden af hotellet købte vi 2 øl som vi så satte os på en trappesten og nød. Vi havde nemlig ingen altan på vores værelse. Ja rent faktisk havde vi ikke engang noget vindue.
Det viste sig at være en hyggelig ide, for mange af de andre fra selskabet kom hjem fra deres middag mens vi sad der, og så fik vi lige en sludder om hvad folk havde oplevet på egen hånd.
Tirsdag den 26. marts Torsdag den 28. marts