Fredag den 11. juli: Puno - Cuszco Sillustani - Besøg hos familie - Kancacho kød
Vi havde en pænt lang køretur foran os hen over Alti Plano højsletten med indlagte stop. Første stop var Sillustani, hvor der er en gammel begravelsesplads med specielle magnetiske fænomener. Vejen op til pladsen er ny og flot og beregnet på de masser af mennesker der kommer til stedet især omkring solhverv.
	Begravelsespladsen vidner om den udvikling der skete gennem tiderne fra de underjordiske begravelser ....
... til de "halvt over halvt under" begravelser ...
	... til de store flotte Inka-tårne. Tårnene er lavet så smart at regnvandet kan dryppe ned uden at ramme siderne så stenene holder længere.
Området er fyldt med magi og der er en utrolig udsigt over den spejlblanke Umayo-sø fra halvøen..
	Stenen her er magnetisk og har inskriptioner, bla en puma (styrke) og en slange.
Ikke langt fra Sillustani besøgte vi en familie og fik indblik i deres hverdag.
	På tagene og over portene har mange af husene i området to keramik-tyre som holder ubudne gæster og onde ånder væk.
En stor del af familiens liv leves som i gamle dage. Fruen maler selv sit mel, fortrinsvis quinoa ...
	... og tilbereder maden ved sit ude-køkken. Maden består bla af fryse-tørrede kartofler. Når de er frysetørret kan de holde 20-25 år. De skal bare lige ligge i blød i 2 timer og koges 20 minutter så er de klar til at blive spist. Måske endda med en god ler-sovs til. Man spiser nemlig ikke kartofler uden en form for sovs, og leret gir en god smag og en god fordøjelse.
Et spartansk indrettet hus med en seng og "klædeskab".
	Udenfor gik marsvinene rundt og hyggede sig.
Næste stop var hos dona Lucia i Ayaviri hvor vi skulle smage Kancacho. Det er langtids-bagt kød - i dette tilfælde gede-kød. Det smagte vildt godt.
	Vi smagte så vi næsten glemte hvor svært det havde været at finde stedet, for det var flyttet fra sidst Gabriela havde været der. Men så fik vi da set en del af Ayaviri.
Vel ankommet til Cuzco - som sædvanlig sidst på eftermiddagen - var det tid til aftensmad. Elizabeth - vores rejseleder - lagde for med en gang Marsvin. Det kom ind helt og stillet i positur så der kunne tages billeder. Bagefter blev det  parteret og vi fik lov at smage. Det var noget videre parfumeret i smagen, så Lone svor at hun ikke ville spise Marsvin mere.
	Restauranten hed Nuna Raymi - og var den stolte indehaver af et toilet med halm på gulvet. Nogle af os sluttede af med en aften-sightseeing rundt i Cuzco stemningsfyldte gader, mens andre smuttede hjem under dynerne..
Torsdag den 10. juli	Lørdag den 12. juli