Søndag den 13. juli: Urubamba - Aguas Caliente Ollantaytambo - Besøg hos lokale - Togtur
Det var rimeligt koldt i Sacred Valley, så mens Lone var i bad blev jeg liggende i den varme seng mens jeg barberede mig.
	Ollantaytambo er den sidste beboede inka-by i Peru. Byen ligger neden for bakkerne hvor ruinerne af fortet befinder sig.
Fra terrasserne er der en vidunderlig udsigt ned over den lille by.
	I fortet ser man igen inkaernes fantastiske bygge-teknik. De kæmpestore sten er tilpasset hinanden eller omgivelserne og man kan ikke stikke et stykke papir ind mellem stenene.
Gaderne mellem husene er smalle ...
	... men der er en utrolig udsigt for en flok svendende turister. Det var vist omkring dette punkt nogle af pigerne begyndte at snakke om at de havde udviklet ruin-lår.
Bjerg-geden Lone overvinder sig selv og kravler både op og ned af de smalle stier og trapper.
	Ollantaytambo er en oprindelig inkaby, men er selvfølgelig også blevet moderniseret.
Vi fik lov at besøge en lokal handels-familie. De havde de sødeste små kattekillinger, og så var familien Kjær solgt.
	Inde i deres hus kunne vi se det stampede lergulv, de rå mure, køkkenet og marsvinene der gik frit rundt.
Og på "kamin-hylden" var så forfædrenes kranier - som en naturlig ting. Peruvianerne ærer deres forfædre og de deltager også i landsbyens liv og højtideligheder.
	Torvet i Ollantaytambo var fyldt med små restauranter. Denne restaurant var vist ikke den mest velassorterede. I hvert fald fik de solgt deres sidste 2 empanadas og deres sidste 2 Cola Zero til os.
Fra Ollantaytambo skulle vi med tog til Aguas Caliente. Tog-stationen var selvfølgelig et stort marked.
	Togvognene - på første klasse - var udstyret med vinduer i loftet så man kunne nyde den utroligt flotte udsigt. For at komme med tog skulle man have en billet. På billetten var skrevet pasnummer og navn, nationalitet, køn og alder. Der var bare lige det men ved det, at mens pasnummer og navn passede, var de andre ting lidt mere lemfældige. Både Lone og jeg var fx tyske drenge på 8 år, mens vores rejseleder var en tysk pige på 8 år.
Udsigten fra hotellet var rigtig flot - både mht floden lige uden for vinduet (som man kunne høre hele natten) og mht naboer.
	På baren ved siden af hotellet var der op til flere stor-skærme, så vi fik lige 2. halvleg af fodbold-finalen med. Alle holdt med Tyskland undtagen vores lokalguide Gabriela, så jeg støttede hende og forsøgte at tryne de andre. Det lykkedes ikke helt.
Aguas Caliente (varme vande) er en by bygget op omkring jernbanen, som er den eneste måde at komme til byen på.
	Den er lidt klondike-agtig med huse som ind i mellem ser ud til at være placeret der, fordi der ikke var noget der i fovejen.
Menuen denne aften bød på ... marsvin. Joan (øverst til venstre) og jeg delte et marsvin og en gang salat. Det smagte herligt, selv om det ser lidt barbarisk ud når dyret kommer ind, hel, liggende på en tallerken med en peberfrugt i munden. Marsvin hedder på peruviansk CUY - opkaldt efter den lyd de siger.
	Smil til fotografen - både marsvin og undertegnede viser tænder.
Lørdag den 12. juli	Mandag den 14. juli