Søndag den 16. februar

Søndag den 16. februar

Luang Prabang: Munke samler mad, Ferskvaremarked
Vang Vieng: Togrejse, fodmassage, night market

	Hver morgen ved solopgang samles lokale og turister langs hovedvejen for at give mad til munkene. Lone var stået op og var klar til at komme med, men et mave-onde satte en stopper for det. De fleste af os fik en tur - i større eller mindre grad - undervejs.
Vi havde godt set betonklodserne med farvede flag på og spekuleret over hvad de blev brugt til, men det var altså til at afspærre vejen så munkene kunne gå frit.
	Der er cirka 200 munke i det område i Luang Prabang hvor vi boede. De kommer på en lang række med deres madspande og så giver folk dem mad, mest Sticky Rice, men der var også boder hvor man kunne købe andre ting til munkene blandt andet diverse nærende barer..
Det var svært at rationere risene, så der blev til alle. Munkene viser ingen anerkendelse eller misfornøjelse når de går forbi.
	Den indsamlede mad skal række til hele dagen for munkene. Flere steder så vi at munkene gav noget af deres mad til fattige og tiggere. Igen handler det om at gøre gode gerninger som Buddhist.
Efter vi havde givet munkene mad, gik vi ned til ferskvaremarkedet.
	Der kunne købes mange forskellige ting. Lur mig om det her ikke er grillede rotter
Så gik vi tilbage til hotellet for at få lidt morgenmad. Det var svært ikke at tænke på munkene når man sad med et overflod af frugt og brød og omelet.
	Vi skulle med tog til Vang Vieng. Den næsten nye togstation lå et stykke uden for bymidten. En eller anden embedsmand havde fundet på at for at komme med toget skulle man igennem samme procedure som i en lufthavn. Forskellen her var at vi ikke måtte have diverse vædsker med. De skulle samles og køres til Vang Vieng i bus. Det afstedkom lidt forvirring omkring hvilke vædsker der var omfattet af forbuddet.
En af vores medrejsende havde ikke lige fået afleveret sine vædsker, men fik det hele med gennem tjekket alligevel. Senere snakkede vi med nogle svenskere der havde fået konfiskeret bla en neglesaks. Toget bliver beskrevet som høj-hastighedstog, men kører altså ikke mere end 160 km i timen gennem det smukke landskab.
	Hotellet i Vang Vieng lå ikke langt fra markedet. Der var lige gang i en opfriskning af den røde farve på parkeringspladsen, da vi kom.
Da vi var blevet installeret gik vi en lille tur i området og fandt et sted med fod-massage. Vi gik ind og bestilte to gange massage. Damen gik straks i gang med at ringe, mens vi blev bænket med fødderne i vand.
	Hun ringede åbenbart efter dem der skulle massere os, for der ankom to søde damer på deres scootere og de gik i gang med arbejdet med smil og snak. Det var lækkert lige at få masseret fødder og lægge ovenpå en del trappe-bestigning.
Tilbage på hotellet trængte Lone til at slappe lidt af på værelset. Jeg gik ned til poolen og øvede lidt Carl Nielsen til en koncert med Silkeborg Motetkor. Jeg havde godt nok hørt en del motorstøj, men tænkte at det var nogle der arbejdede på floden bag hotellet. På et tidspunkt kiggede jeg op og så at der var en masse balloner og paraglidere med motor på himlen. Det var noget af et syn.
	Endnu smukkere blev det da solen begyndte at gå ned.
Poolen havde indbygget farvet lys og skinnede flot om aftenen.
	Efter en fælles aftensmad på hotellet gik Karen Marie, Leif, Lone og jeg en tur på marked.
Det var et pænt stort marked, men igen var der ikke lige noget vi absolut behøvede at købe, selv om snakken gik om hvorvidt vi Leif og jeg skulle have veninde-elefant-bukser. Det var svært, men vi modstod fristelsen.
	Vi besluttede os for at gå hen på en restaurant vi havde set tidligere på dagen for lige at få en godnat-øl, men der var lukket. Vi satte os så udenfor en forretning og nød den kølige pils.
Og lige med eet så jeg nogen jeg syntes jeg kendte gå forbi. De havde fået samme tanke da de gik forbi - og det viste sig at være de 3 søde unge mennesker vi havde mødt ved vandfaldene i Luang Prabang. Verden er sommetider lille.