Torsdag
Sejltur til Nea Kameni - Hot Springs - Thirassia
Vi skulle med bus fra Kamari til Athinios hvor vi sejlede fra.

Helt tilfældigt viste det sig at vi havde valgt samme dag som Århus Charter havde deres tur til vulkanen.

Så vi kom med på den samme båd som de andre, men til en lidt anden pris. Vi betalte hver 26 euro for turen (incl 2 euro for at komme i land på vulkanen) mens de andre måtte slippe 35 euro.
Vi sejlede forbi den gamle havn ved Thira - hvor hver en tomme er udnyttet. Og når man ikke kan bygge mere udad - bygger man så bare ind i klippen.
Sejlturen rundt i calderaen er utrolig smuk og der er den ene fantastiske klippe-formation efter den anden.
Vi lagde til i en lille havn på vulkanen. Vores skib "King Thira" ligner meget den tre-mastede skude på billedet.
Sidst vi var på vulkanen fulgte vi nogle stier der var trådt af turister - og mest lignede vildt-stier - ind og ud mellem lava-stykker og aske-dynger.

Nu er der lavet et sti-system med påfyldt grus som man kan følge. Lidt af spændingen af det, når man går på vel-lagte stier i lange kolonner af stønnende og svedende turister.

Vi fik at vide at temperaturen på vulkanen var ca 10 grader højere end på selve Santorini, men brisen der hele tiden er på øerne gør at det ikke føles så varmt.

Men ind imellem kan man godt forstå at temperaturen er højere, når man ser steder hvor dampen strømmer ud. Man ser det ikke så godt på billedet, men der kommer damp ud ca midt i billedet.

Det er utroligt at tænke på at Santorini engang var en stor ø og at den lille ø man nu er på er dannet af vulkan-udbrud gennem årene.
Det sidste større udbrud var i 1925-1926 hvor dette krater udspyede røg og aske over hele øen.
På den anden side af Nea Kameni er de varme kilder. Vi lagde til et stykke ude og skulle så springe i vandet og svømme ind.

Vandet i den smalle bugt er op til 30-35 grader varmt og fyldt med okker. Det føles som at svømme rundt i et badekar - men lugter af svovl.

Da vi havde fået alle de badende ombord igen gik turen videre til den yderste ø Thirassia.

Nede ved stranden går man gennem tavernaerne for at komme fra den ene ende til den anden.

På toppen af Thirassia ligger en lille by som man kan gå op til eller lade sig transportere af æsler. Vi valgte at blive neden for og spise frokost og bade.

Hjemturen gik omkring Oia hvor nogle af passagerne blev sat af så de kunne se solnedgangen. Der var dog et par stykker der trods mange opfordringer ikke forstod at de skulle af, så de blev nødt til at tage med tilbage til Athinios.
Ved Thira ankrer de store krydstogt-skibe op og sender flokke af velhavende turister i land.
Vores tur var egentlig beregnet til at vare fra kl 10.30 til kl 17.30, men sommetider skal man tage tidspunkter med et gran salt i Grækenland. Vi kom godt nok afsted kl 10.30, men vi var først hjemme igen ved 19.30 tiden.  

Onsdag

Forsiden

Fredag